Mandelkage med citrongræs og masser af citrus

Denne mandelkage emmer af 1001 nat med sin duft af mandler, citrus og den krydrede, let parfumerede citrongræs. Den er super som gæstemad, fordi den kan laves flere dage i forvejen. Opbevar den på køl (eller i fryser om du vil) men sørg for at servér den ved stuetemperatur, så al citrus kommer til sin ret.

12 gode stykker

DU SKAL BRUGE
DEJ
300 g mandler, smuttede
3 citrongræsstænger
275 g sukker
skal af en revet appelsin og en citron
150 g blødt smør
4 store æg
75 g hvedemel
1/4 tsk salt
1½ tsk bagepulver

SIRUP
150 g sukker
saften fra appelsinen og citronen (ca. 1½ dl)
resten af citrongræsstængerne

CREME
1 dl piskefløde
1-1½ dl creme fraiche
2 tsk vanilje ekstrakt eller 1 vaniljestang og 2 tsk sukker

SÅDAN GØR DU
Tænd ovnen på 180 grader.
Mandlerne males i foodprocessor til de er helt finthakkede – næsten som mel. Kommes i en skål. Den tykke ende af citrongræsstængerne (ca. 25 g i alt) skæres i skiver og kommes i foodprocessoren sammen med sukkeret og det køres til citrongræsset er kørt i bittesmå stykker. Skal fra appelsin og citron kommes i sammen med det bløde smør. Æggene kommes i et af gangen mens foodprocessoren kører. Bagepulver, salt og hvedemel blandes i mandlerne og æggemassen vendes i. En 20-22 cm springform smøres på siderne og bagepapir lægges i bunden. Dejen kommes i og kagen bages ca. 40-50 minutter eller til den er gennembagt.

Mens kagen bager, laves siruppen:
Sukker og saften fra citrusfrugterne koges op i en kaserolle. Resten af citrongræsstængerne bankes flade og let trævlede (så al aromaen kan trænge ud) og kommes i sukkerlagen som simrer et par mitter. Citrongræs fiskes op (eller lages sies) og den stilles til side.

Når kagen er gennembagt, stilles den til afkøling i formen i ca. 10 minutter. Derefter prikkes den med en træ- eller tynd strikkepind med 3-4 cm mellemrum, helt ned til bunden af kagen. Siruppen hældes nu over – måske af et par omgange, så kagen kan nå at suge lagen til sig. Sørg for at fordel siruppen over hele kagen. Lad den stå endnu 5 minutter og løsn dernæst formens sider. Lad kagen køle helt af, inden du forsigtigt lemper den over på et kagefad.

Pynt med supertynde strimler af appelsin, guldkugler og andet Alladin – gejl.

CREME
Fløden piskes til blødt skum. Creme fraichen røres glat med vanilje ekstrakt (eller vaniljekorn og sukker) og fløden vendes i. Serveres til kagen.